
Sprogstøtte i oplæringen handler om at give flersprogede elever de bedste betingelser for at udvikle deres dansk i praksis. Her finder du din rolle som oplæringsvejleder beskrevet, inspiration til sprogudviklende vejledning og materialer, du kan bruge i hverdagen.
Det anbefales, at oplæringsvejledere med elever i sprogstøtteværkstedet tilmelder sig AMU-uddannelsen ”Sprogudviklende metoder” i Videreuddannelsen på Social- og Sundhedsskolen Fyn.
Du er som oplæringsvejleder altid velkommen til at skrive til DSAteam@sosufyn.dk ved behov for råd og sparring omkring sprogstøtte i oplæringen. En dansk-som-andetsprogsunderviser vil derefter kontakte dig.
At modtage sprogstøtte i sprogstøtteværkstedet er ikke en hurtig løsning, men giver eleven mulighed for at få de bedste betingelser for at udvikle sig sprogligt.
Det er vigtigt, at eleven møder en sprogudviklende tilgang gennem hele uddannelsen.

Må kopieres og deles med kolleger og elever på arbejdspladsen.
På kurset Sprogudviklende metoder får du som oplæringsvejleder viden om og konkrete værktøjer til at kunne støtte den sproglige udvikling hos elever, der har brug for sprogstøtte i oplæringen.
Du kommer til at arbejde med, hvad sproget betyder for det vi lærer, hvilke sproglige krav, det stiller at være i oplæring, og hvordan du kan bruge elevens sproglige ressourcer til at støtte elevens udvikling af både hverdags- og fagsprog.
Du kommer også til at arbejde med refleksion over egen brug af både dansk hverdags- og fagsprog samt indgå i samarbejde med elev, oplæringssted og skole omkring elevens sproglige udvikling.
På kurset særlig indsats handler én af de fem dage om flersprogede elever.
På kurset kommer du til at arbejde med gode råd og idéer til, hvordan man kan arbejde med sproget og kulturen på arbejdspladsen, så alle kan bidrage til at støtte de flersprogede elever i deres sprogtilegnelse.
Vi dykker ned i sproget og kigger på, hvilke udfordringer man møder, når man har dansk som andetsprog, så du som praktikvejleder bliver bedre til at støtte og forstå din eleves sproglige udvikling.
Du kommer også til at arbejde med, hvordan du kan forstå og tackle kulturmødet på en multikulturel arbejdsplads.
Et pilotprojekt, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) står bag og som laves i samarbejde med Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). SOSU Fyn afprøver i denne sammenhæng i foråret 2025 indsatsen: Kompetenceudvikling af lærere og oplæringsvejledere vedrørende sprogstøtte til elever.
Mange SOSU-elever er flersprogede og møder sproglige udfordringer både i skolen og i oplæringen – det kan have negative konsekvenser og være årsag til frafald. Der ligger derfor en stor opgave hos både lærere og oplæringsvejledere i forhold til at kunne støtte eleverne, når de møder sproglige udfordringer. Formål med projektet er, at oplæringsvejledere og lærere får redskaber og værktøjer til at kunne sprogstøtte elever i oplæring og i skolen.
Som følge af projektet er der udviklet en værktøjskasse til oplæringsvejledere til brug i praksis. Denne er i gang med at blive afprøvet.

På SOSU Fyn er vi med i Projekt Styrkede Sprogkompetencer, som er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Odense Kommune og 4 SOSU-skoler. På SOSU Fyn har vi særligt fokus på styrket sammenhæng mellem skole og oplæring. Vi har arbejdet med sprogportrættet som en introduktion til at se alle vores sproglige kompetencer som ressourcer, og vi har fokus på, hvordan man som flersproget kan bruge alle sine sprog under sin uddannelse. Vi har også
introduceret elever og oplæringsvejledere for et samtaleark, hvor eleven reflekterer over, hvordan hun/han gerne vil arbejde med og støttes i sin sprogudvikling i oplæringen.
I Odense kommune har man ansat en sprogmentor, der skal støtte de flersprogede elever i oplæringen. DSA-teamet på SOSU Fyn samarbejder med sprogmentoren, så vi sammen kan skabe de bedste sproglige rammer for vores flersprogede elever.
Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • Persondatapolitik • Tilgængelighedserklæring • Whistleblowerordning