Denne side samler relevante informationer til arbejdsgivere for medarbejdere, der skal starte på fleksibel SSH (FSSH).

Fleksibel SSH – for arbejdsgivere

Forside / Fleksibel SSH - for arbejdsgivere

Skal din ufaglærte medarbejder have papir på sine kompetencer?

Med Fleksibel social- og sundhedshjælperuddannelse, FSSH, får ufaglærte medarbejdere mulighed for at tage social- og sundhedshjælperuddannelsen i et fleksibelt forløb, hvor uddannelse og arbejde bliver kombineret.

Fleksibel SSH består af i alt fem arbejdsmarkedsuddannelser, AMU, som tilsammen har samme faglige indhold og niveau som skoleundervisningen på hovedforløbet til social- og sundhedshjælper. Den samlede varighed af de fem AMU-forløb er 15 uger.

Uddannelsen kan gennemføres over en periode på to år, men perioden kan strækkes op til fire år. Det giver mulighed for at tilpasse forløbet til både medarbejderens og arbejdspladsens behov.

I perioden med uddannelse veksler medarbejderen mellem uddannelse og arbejde. Medarbejderen er som udgangspunkt på skole to dage om ugen og på arbejde tre dage om ugen. Efter perioden med uddannelse vender medarbejderen tilbage til fuldtidsbeskæftigelse, indtil næste AMU-forløb begynder.

Forløbet er uden oplæringsperioder. Det betyder, at medarbejderen ikke skal ud i særskilt oplæring mellem AMU-forløbene, men kan fortsætte i relevant beskæftigelse og dermed opfylde kravet om to års relevant erhvervserfaring.

Indholdet i Fleksibel SSH svarer 1:1 til den ordinære social- og sundhedshjælperuddannelse og EUV1-forløbet. For arbejdsgivere kan Fleksibel SSH derfor være en fleksibel vej til at styrke kompetencerne hos ufaglærte medarbejdere og understøtte behovet for faglært arbejdskraft på social- og sundhedsområdet.

Målgruppen for fleksibel SSH

Fleksibel SSH er relevant for ufaglærte medarbejdere, der allerede arbejder med pleje, omsorg eller praktisk hjælp, og som har motivation og potentiale til at blive faglærte social- og sundhedshjælpere.

Forløbet er særligt relevant for medarbejdere, hvor en ordinær uddannelsesvej kan være et stort skridt. Det kan være medarbejdere, der har været væk fra skolebænken i mange år, lærer bedst ved at koble teori tæt til praksis eller har brug for støtte til sprog, fagbegreber og skriftlige opgaver.

Med Fleksibel SSH får medarbejderen mulighed for at tage uddannelsen i et fleksibelt tempo, hvor ny viden løbende kan afprøves i den daglige praksis. Mellem skoleperioderne arbejder medarbejderen videre på arbejdspladsen og får mulighed for at omsætte læringen direkte i mødet med borgere og kolleger.

Undervejs får medarbejderen tilknyttet en mentor, som støtter koblingen mellem skole og praksis. Der er desuden mulighed for sprogstøtte, og Social- og Sundhedsskolen Fyn stiller et hybridt læringsrum til rådighed, hvor medarbejderen kan holde kontakt med undervisere og med-deltagere mellem skoleperioderne.

Fleksibel SSH er derfor en fleksibel vej til faglærthed for ufaglærte medarbejdere, der har praksiserfaringen, motivationen og potentialet, men som kan have brug for en uddannelsesform med tættere støtte og bedre tid til læring.

Vi har lavet en side særligt til de medarbejdere, der er interesseret i Fleksibel SSH. Du finder siden ved at klikke på denne knap:

Undervisningen gennemføres som en kombination af fremmøde, online undervisning og praksisnære opgaver.

På AMU-modulerne skifter deltageren mellem to dages undervisning på skolen, tre dages beskæftigelse på arbejdspladsen kombineret med hybridundervisning og online refleksion, hvor deltageren mødes online med underviseren og reflekterer over praksis. Mellem undervisningsdagene arbejder deltageren videre med læringen i hverdagen. Derfor vil et modul på Fleksibel SSH på 15 dage strække sig over ca. 8 uger. Det er vigtigt, at ledere planlægger deltagerens arbejdsplan i overensstemmelse med uddannelsens opbygning.

Formålet er at koble og skabe sammenhæng mellem teori og praksis, støtte deltagerens faglige udvikling mellem undervisningsdagene og modulerne.

Lederen har en vigtig rolle i at skabe rammerne for læring ved at vise interesse for forløbet, give plads til refleksion i hverdagen og støtte medarbejderen i at gennemføre forløbet. Tydelig opbakning fra ledelsen har stor betydning for deltagerens motivation, tryghed og mulighed for at omsætte læring i praksis.

Kommunerne forpligter sig på at tildele deltageren en ’mentor’ med henblik på at fremme faglige refleksioner og koble teori på praksis.

Mentoren skal motivere deltageren til at deltage i de hybride læringsrum, ligesom mentoren også har mulighed for selv at deltage i dem, når underviserne inviterer til det.

Mentoren udpeges blandt deltagerens kolleger og fungerer som faglig sparringspartner ved at være nysgerrig, understøttende og hjælpe deltageren med at reflektere og omsætte læring til praksis.

Mentoren kan inviteres ind i den hybride undervisning eller deltage i forskellige møder og arrangementer sammen med deltageren.

Lederen skal godkende, at deltageren er i beskæftigelse undervejs i forløbet.

Her skal medarbejderen have opbygget erfaring med:

  • pleje- og omsorgsopgaver
  • at indgå i team
  • at indgå i faglig sparring

Derudover skal medarbejderen have erfaring fra flere vagtlag.

Dette skal dokumenteres ved, at lederen som arbejdsgiver skriver under på, at deltageren har opnået kompetencer under FSSH-forløbet som er tilsvarende målet for oplæringen.

Ved en realkompetencevurdering (RKV) og ansøgning om optag på det afsluttende skoleforløb med afsluttende prøve, skal deltageren have dokumentation for, at de fem AMU-moduler er gennemført/bestået, samt dokumentation for to års relevant erhvervserfaring. Deltageren skal ligeledes være fyldt 25 år ved realkompetencevurderingens afholdelse, inden uddannelsen er afsluttet.

Et godt samarbejde bygger på åben dialog, klar og tydelig forventningsafstemning samt et fælles fokus på læring.

Hvis der opstår udfordringer i forløbet, er det vigtigt at tage kontakt tidligt.

Social- og Sundhedsskolen Fyn samarbejder tæt med kommunerne om at sikre gode forløb.

Der kan blandt andet være gennem:

  • informationsmøder
  • dialog undervejs i forløbet
  • sparring om deltagernes udvikling med deltagerens samtykke og sammen med deltageren

Ved bekymring om fravær eller trivsel vil underviseren taler med deltageren. Her kan arbejdspladsen inddrages efter samtykke med deltageren, hvor vi sammen findes en løsning. Formålet er at støtte deltageren i at gennemføre forløbet.

For nogle deltagere kan der være mulighed for sproglig støtte koblet til undervisningen.

Sprogstøtten har fokus på erhvervsrettet dansk som andetsprog, herunder fagsprog, kommunikation i arbejdet samt forståelse af undervisningen.

Læs mere om sprogstøtte på Fleksibel SSH her

Social- og sundhedshjælper øvelse

Er fleksibel SSH det rette?

Hvis du som arbejdsgiver, jobcenterkonsulent, virksomhedskonsulent, er på sprogskolen eller anden samarbejdspartner møder en person, som kunne have glæde af Fleksibel SSH, anbefaler vi, at du sammen med personen fortager en screening.

Deltagerne ansøger ikke om optagelse på FSSH, men skal tilmeldes de enkelte uddannelsesmoduler. Derfor er det vigtigt, at der forud for tilmeldingen sker en grundig afklaring af, om FSSH er den rette vej.
Forholder jer til følgende:

  • Har personen kendskab til eller evt. erfaring med social- og sundhedsområdet, fx gennem arbejde, praktik eller relevante AMU-uddannelser, så de ved hvad det er for en uddannelse de står overfor?
  • Er der motivation for at arbejde inden for social- og sundhedsområdet?
  • Er der interesse for at gennemføre et uddannelsesforløb som strækker sig over 2 år og max op til 4 år?
  • Er personen bekendt med uddannelsens opbygning og forventninger?
  • Er der mulighed for at opnå den nødvendige relevante erhvervserfaring?
  • Er personen fyldt 25 år, ved realkompetencevurderingen (RKV) i forløbets afslutning.
  • Er der sproglige eller læringsmæssige forhold, som bør afdækkes tidligt? Fx danskkundskaber svarende til vores anbefaling på minimum niveau 2,6 og er motiveret for at arbejde med sproget undervejs.
  • er motiveret for en hverdag, hvor du kombinerer arbejde og uddannelse og kan arbejde selvstændigt og struktureret mellem undervisningsdagene.

Har du brug for hjælp?

Er du i tvivl om, hvilke medarbejdere der kan deltage, hvordan økonomien hænger sammen, eller hvordan et fleksibelt SSH-forløb kan passe ind hos jer?

Social- og Sundhedsskolen Fyn hjælper gerne med:

  • afklaring af målgruppe og adgangskrav
  • information om økonomi, VEU-godtgørelse og mulighederne ved den kommunale kompetebncefond
  • planlægning af medarbejdernes uddannelsesforløb
  • sparring om kompetenceudvikling i jeres organisation

Kontakt os for en uforpligtende dialog. Du finder vores kontaktoplysninger nederst på siden.

Økonomi på uddannelsen

Får du løn under uddannelsen, og bliver en arbejdsgiver kompenseret for udgifter i forbindelse med dit fravær? Få svarerne her.

 

For ufaglærte og faglærte medarbejdere med uddannelse på erhvervsskoleniveau er AMU gratis. 

AMU inden for sundhedsområdet er gratis for alle, uanset uddannelsesniveau og fagområde. Det gælder fx også for pædagogisk personale samt medarbejdere i socialpsykiatrien.

Er du ledig, skal du kontakte dit jobcenter, hvis du er interesseret i AMU.

Enkelte AMU har en lav deltagerbetaling, som varierer afhængig af uddannelsens art og varighed. Virksomheder, der sender deres medarbejdere på AMU, kan få økonomisk støtte gennem VEU-godtgørelse, som dækker en del af lønnen til medarbejderen under uddannelse. 

Medarbejderne får løn fra arbejdsgiveren/kommunen under hele uddannelsen. Arbejdsgivere kan få VEU-godtgørelse for medarbejdere, der deltager på AMU. Det fungerer som en kompensation for medarbejderens løn under uddannelse. Der er mulighed for at kombinere VEU-godtgørelse med støtte fra Den Kommunale Kompetencefond eller andre fonde.

Kommuner kan søge VEU-godtgørelse (Voksen- og Efteruddannelsesgodtgørelse) for medarbejdere, der deltager i AMU-kurser. Dette dækker tabt arbejdsfortjeneste og svarer til 100% af dagpengesatsen, hvilket reducerer kommunens omkostninger betydeligt.

For at få VEU-godtgørelse skal medarbejderen opfylde visse krav, f.eks. være i målgruppen for AMU og have beskæftigelse eller være ledig uden ret til løn under uddannelsen.

Man kan søge op til max 10 uger pr. år.
FSSH er, som det er fremlagt, på 15 uger forløbende over 2 år.

Læs mere om VEU-godtgørelse: https://voksenuddannelse.dk/uddannelse/veu-godtgorelse   

Fonden giver en vigtig mulighed for at styrke medarbejdernes kompetencer og understøtte kommunernes fokus på faglig udvikling.

Kommunerne har mulighed for at søge midler fra Den Kommunale Kompetencefond til kompetenceudvikling af medarbejdere, der er ansat under FOA’s og 3F’s overenskomster.

Krav til alders- og anciennitet

Medarbejderen skal være over 25 år, og skal have minimum 1 års kommunal ansættelse på ansøgningstidspunktet.

Deltagerbetaling og finansiering
Kommunerne kan søge tilskud til deltagerbetaling for AMU-forløb, herunder også for deltidsansatte. Det skal dog sikres, at der tages højde for ansættelsesvilkår og eventuelle dagpengespørgsmål.

Kirsten Esther Scheffmann Kobborg

Uddannelseskonsulent
Kirsten Scheffmann Kobborg

Sundhedsområdet
Mail: vukonsulent@sosufyn.dk
Tlf. 21 94 44 99

Eva Elmquist Nør

Administrativ medarbejder
Eva Elmquist Nør

Uddannelsesadministration, udbud, økonomi
Mail: vu@sosufyn.dk
Tlf. Tlf.: 63 10 27 00 – tryk 3

Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • PersondatapolitikTilgængelighedserklæringWhistleblowerordning

Søg
Skip to content