Uanset hvilken af vores uddannelser, du vil søge ind på, er der nogle ting, du skal være opmærksom på i processen.
Vi har derfor lavet denne gennemgang af optagelsesprocessen, så du ved, hvad der vil ske frem til du kan begynde på din uddannelse.
Hvis du har færdiggjort 9. eller 10. klasse inden for de sidste 14 måneder, skal du søge ind på GRUNDFORLØB 1.
Hvis du søger ind på grundforløb 1, søger du ind på en ungdomsuddannelse via optagelse.dk.
Tidspunktet for ansøgning til Grundforløb 1 ligger typisk i marts, hvor du endnu ikke har dine karakterer fra dine afgangsprøver fra 9. eller 10.klasse.
Når vi modtager din ansøgning, reserverer vi derfor en plads på grundforløb 1 til dig, frem til vi modtager dine sidste karakterer fra din afgangsprøve. Hvis du opfylder adgangskravene, vil pladsen herefter være din.
Du skal søge ind på GRUNDFORLØB 2, hvis du har færdiggjort 9. eller 10. klasse for mere end 14 måneder siden og ikke har en studentereksamen eller lignende.
Er du ledig?
Hvis du er ledig på arbejdsmarkedet og tilknyttet et Jobcenter/A-kasse, skal du være opmærksom på, at du skal give Jobcentret besked om din ansøgningsproces. Hvis du ikke gør det, kan det have konsekvenser for dine ledighedsydelser, da der gennem optagelsesprocessen vil være tidspunkter, hvor du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Begynd din ansøgningsproces
Din ansøgningsproces starter på www.optagelse.dk
Her skal du søge ind på grundforløbet til den uddannelse, du ønsker.
Du skal sørge for at have uddannelsesbeviser i enten digital eller indscannet form, da de skal sendes med din ansøgning.
Har du en studentereksamen, bliver din uddannelse til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent forkortet.
Med en studentereksamen i hånden skal du nemlig starte direkte på uddannelsens hovedforløb. Din uddannelse bliver derfor 20 uger kortere, hvilket betyder en hurtigere vej til arbejdsmarkedet, ligesom du er garanteret elevløn på hele uddannelsen.
Send dit studentereksamensbevis og kontaktoplysninger til vejledning@sosufyn.dk
Så laver vores uddannelsesvejledere en uddannelsesplan til dig.
Når du har modtaget din uddannelsesplan, kan du søge en elevplads i den kommune, hvor du ønsker at blive ansat under din uddannelse. Du kan se opslag om elevpladser og ansøgningsfrister på de enkelte kommuners hjemmesider.
Når du har fået en elevplads, bliver du optaget på selve uddannelsen, og du får et brev med informationer om dit videre uddannelsesforløb. Du vil også blive indkaldt til et informationsmøde inden uddannelsesstart, hvor du får informationer om undervisningen, litteratur mv.
Vi hjælper dig naturligvis med processen, hvis du har brug for det.
Når vi på Social- og Sundhedsskolen Fyn har modtaget din ansøgning til grundforløb 2, kontakter vi dig med henblik på at invitere dig til en optagelsessamtale på skolen.
Optagelsessamtalen varer typisk en hel dag og består af oplæg om uddannelserne og en samtale med en uddannelsesvejleder. Til samtalen kigger vi på din ansøgning og vurderer, om du opfylder adgangskravene til uddannelsen.
Hvis du er over 25 år, vil du også modtage en realkompetencevurdering, hvor vi vurdere relevante kompetencer, som kan have indflydelse på din adgang til uddannelsen, og hvor lang din uddannelse vil være.
Søger du ind på den pædagogiske assistentuddannelse, bliver du indbudt til en oplevelsesdag, hvis du opfylder alle de formelle adgangskrav. Her vil du, udover en samtale med en uddannelsesvejleder, få indsigt i den pædagogiske assistents faglighed og blive udfordret gennem praktiske aktiviteter. Dagen indgår som en del af en samlet vurdering af, hvorvidt du skal have en af de begrænsede pladser på uddannelsen.
Du opfylder adgangskravene til uddannelsen
Hvis vores uddannelsesvejledere vurderer, at du opfylder vores adgangskrav til uddannelsen, vil du modtage en uddannelsesplan for dit videre uddannelsesforløb, et optagelsesbrev og en dato for opstart.
Du opfylder ikke adgangskravene til uddannelsen
Hvis du får beskeden om, at du ikke kan komme ind på den uddannelse, du har søgt ind på, skal du ikke fortvivle. Vores vejledere rådgiver dig gerne om, hvilke veje der kan føre dig ind på din drømmeuddannelse.
Blangstedgårdsvej 4
5220 Odense SØ
EAN: 5798000558076
A P Møllers Vej 39
5700 Svendborg
EAN: 5798000561168
Østre Hougvej 101
5500 Middelfart
EAN: 5798000561175
29575746
Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • Persondatapolitik • Tilgængelighedseklæring • Whistleblowerordning