I Odense har vi højt til loftet - både i bogstavelig og overført betydning. Her kan du udfolde din faglighed og udvikle dig selv i et pulserende studiemiljø, hvor der er plads til dig uanset hvordan du, dine ambitioner og karrieredrømme ser ud.
Social- og Sundhedsskolen Fyn i Odense ligger på adressen Blangstedgårdsvej 4-8 i Odense SØ, hvor vi udbyder SOSU-uddannelserne, uddannelsen til pædagogisk assistent, EUX Velfærd og videreuddannelser.
Skolen er placeret tæt på letbane og buslinjer og med adgang til naturskønne områder.
Du vil opleve en skole, der summer af aktivitet både indendørs og udendørs. Skolens store Hjerterum er elevernes multirum. Det imponerende lokale er perfekt til oplæg, morgensang eller hvis du skal øve dig på cykle.
Skolens gang- og fællesarealer er indrettet med sofagrupper og arbejdsrum, hvor du og dine kammerater kan mødes om gruppearbejde eller en frokost i jeres pause.
Skolen har en kantine, som hver dag serverer varme retter, sandwich og sunde salater, men du er også velkommen til at medbringe din egen mad, der kan opbevares i et af skolens mange køleskabe.
Skolen her flere veludstyrede faglokaler, hvor du kan fordybe dig i særlige område. Vi har teknologilokalet MakerSpace, hvor du kan arbejde med velfærdsteknologi og digitale formidlingsformer. Til SOSU-uddannelserne har vi naturfagslokaler og simulationsområder, hvor du fx kan træne din patientpleje i vores simulationslejligheder eller perfektionere din injektionsteknik eller medicinhåndtering på vores hospitalsgang.
Skal du læse til pædagogisk assistent, har vi skabt undervisningslokaler og fællesområder, som taler ind i den pædagogiske assistents faglighed, og der er rigeligt plads til kreativ udfoldelse og projekter.
Interesserer du dig for natur og udeliv, kan du glæde dig til vores udendørsarealer, som er indrettet med bålplads og shelters. Som skole prioriterer vi bevægelse og frisk luft i dagligdagen, og vi trækker gerne undervisningen ud i naturen, når det giver mening.
Vi har et fokus på at udvikle vores ungemiljø og give vores EUX Velfærd-elever et rum, hvor de kan udvikle sig både personligt og fagligt. De er derfor samlet i en fløj af skolen, hvor de kan komme hinanden ved på tværs af årgange og uddannelsesretninger.
På Social- og Sundhedsskolen Fyn har vi generelt fokus på at styrke de sociale aspekter af uddannelseslivet. På skolen i Odense har vi en elevdrevet fredagsbar og flere forskellige arrangementer i løbet af året. Vi starter skoleåret i august med et stort studiestartsarrangement og markerer starten af et nyt år med en årsfest, hvor elever fra alle Social- og Sundhedsskolen Fyns tre skoler er inviteret til en fantastisk aften med dans og masser af godt humør.
Skoletiden på Social- og Sundhedsskolen Fyn er røgfri. Det betyder, at du ikke må ryge i din skoletid, uanset om du er på skolens område eller forlader det.
Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • Persondatapolitik • Tilgængelighedseklæring • Whistleblowerordning