Forside / Nyheder / Ikke-kategoriseret / Social- og sundhedsskolerne i Region Syddanmark går sammen om at udvikle AMU-kursus til social-og sundhedsassistenter i Psykiatrien
06.05.2024

Social- og sundhedsskolerne i Region Syddanmark går sammen om at udvikle AMU-kursus til social-og sundhedsassistenter i Psykiatrien

Social- og sundhedsskolerne i Region Syddanmark har indgået et spændende samarbejde om at styrke AMU-kurser til social- og sundhedsassistenter med fokus på psykiatrien. Samarbejdet mellem de fire social- og sundhedsskoler i regionen – Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, Social- og Sundhedsskolen Fyn, SOSU SYD og SOSU Esbjerg – markerer et vigtigt skridt i retning af at forbedre kvaliteten af efteruddannelserne inden for psykiatrien og sikrer, at social- og sundhedsassistenter i Region Syddanmark har de nødvendige kompetencer til at levere den bedst mulige pleje og støtte til mennesker med psykiske lidelser.

Det nye AMU-kursus omfatter en bred vifte af emner inden for psykiatrien og er tilpasset de aktuelle behov og udfordringer, som social- og sundhedsassistenterne står overfor i deres daglige arbejde. Den 3. maj markerede afslutning af det første forløb, hvor 22 medarbejdere fra psykiatrien i Region Syddanmark afsluttede deres forløb.

“Det har været meget positivt at mærke, at vores forløb har været efterspurgt i regionen, samt at regionen har kunnet bruge det officielle uddannelsessystem med den brede palette af AMU- kurser, vi udbyder. Vi er også meget glade for, at regionen har bakket op i planlægningen ved bl.a. at stille eksterne indlægsholdere til rådighed,” siger Kim Madsen, Kursusleder, SOSU Esbjerg.

“Vi har et stærkt samarbejde i Syd. Det er en kæmpe styrke, at vi gør ting sammen. Jeg er overbevist om, at et samarbejde mellem skolerne i Region Syddanmark også fremadrettet er nøglen til at sikre, at vores social- og sundhedsassistenter er klædt på til at møde de udfordringer, de står overfor i deres daglige arbejde,” tilføjer Vinnie Lerche Freudendal, Efteruddannelseschef, SOSU SYD.

“En stor gevinst ved at arbejde sammen på tværs af skoler er, at vi kan dele ressourcer og ekspertise og gennemføre den vigtige efteruddannelse, som vores samarbejdspartnere i praksis efterspørger. Vi har oplevet gennem psykiatriforløbet, at kursisterne også har haft stor glæde af at sparre med hinanden på tværs af geografi og arbejdspladser. Det er med til at inspirere og skabe nye netværk,” siger Helene Fuglsang Jørgensen, Uddannelsesleder, Social- og Sundhedsskolen Fyn.

”Det har været en stor og vigtig tilfredsstillelse at opleve de mange og positive tilbagemeldinger fra både vores kursister og samarbejdspartner i Region Syddanmark. Det er blevet meget synligt, for at selv om vi hver især er stærke i samarbejdet med egne kommuner, er det en enorm styrke, at kunne udbyde fælles forløb på tværs af en hel region. Vi er allerede i gang med at se på det næste forløb og flere spændende fælles tiltag”, tilføjer Anette Junker Hansen, Afdelingsleder Rekruttering og efteruddannelse, Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Helene Fuglsang Jørgensen, Uddannelsesleder på Videreuddannelse
Social- og Sundhedsskolen Fyn
Mobil: +45 24 97 83 92
E-mail: hejo@sosufyn.dk

 

Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • PersondatapolitikTilgængelighedseklæringWhistleblowerordning

Søg
Skip to content