Forside / Nyheder / Ikke-kategoriseret / Social- og Sundhedsskolen Fyn åbner grundforløb 1 på Campus Faaborg
14.02.2023

Social- og Sundhedsskolen Fyn åbner grundforløb 1 på Campus Faaborg

Social- og Sundhedsskolen Fyn åbner fra august 2024 et grundforløb 1 på Campus Faaborg. Håbet er, at endnu flere lokale unge får op for vores uddannelser inden for sundhed, omsorg og pædagogik.

Placeringen af det nye grundforløb 1 på Campus Faaborg er ikke tilfældig. Social- og Sundhedsskolen Fyn har i de senere år oprustet på rekrutteringsindsatsen rettet mod den helt unge målgruppe ved fx at dyrke ungemiljøet på uddannelsen. Her er naboskabet til Midtfyns Gymnasium og flere erhvervsuddannelser en stor faktor.

“Vi ønsker, at flere fynske unge orienterer sig mod vores uddannelser, og som en del af Campus Faaborg bliver vi en del af et stærkt uddannelses- og ungemiljø, der kan give vores unge elever en god start på deres omsorgskarriere”, fortæller Gunna Funder Hansen.

Samtidig har Faaborg-Midtfyn Kommune ifølge direktør Gunna Funder Hansen også vist umanerlig gode takter i rekruttering og fastholdelse af elever på SOSU-uddannelserne. Kommunen har bl.a. tilført ekstra midler til læringsplejehjem for at skabe det bedste læringsmiljø for eleverne.

“Når vi satser på Faaborg, er det fordi Faaborg-Midtfyn også satser på os. Kommunen lægger kræfter i at sikre, at alle elever har sikkerhed for at få en uddannelsesaftale i lokalområdet, og at der er optimale betingelser for eleverne, når de skal i oplæring på de kommunale arbejdspladser. Det er helt afgørende for, at vi tager dette skridt”, siger direktør Gunna Funder Hansen.

 

Du kan læse om det nye grundforløb 1 i pressemeddelelsen fra Faaborg-Midtfyn Kommune her.

Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • PersondatapolitikTilgængelighedseklæringWhistleblowerordning

Søg
Skip to content