Forside / Nyheder / SKOLEN / Få styr på uddannelsesjunglen
03.11.2020

Få styr på uddannelsesjunglen

Uddannelsesverdenen har forandret sig meget over de sidste årtier. Nye uddannelsesformer og –retninger skyder op, og området er fyldt med forkortelser. Det gør det ikke ligefrem nemmere for dig, når du skal hjælpe dit barn med at vælge ungdomsuddannelse. Vi har samlet et overblik over de forkortelser, som er gode at kende, når man skal navigere igennem uddannelsesjunglen.

EUD
EUD er forkortelse for erhvervsuddannelser, som der findes mere end 100 af. Det er fx uddannelser til elektriker, kontorassistent eller social- og sundhedsassistent. Fælles for alle erhvervsuddannelser er, at de veksler mellem skole og oplæring. Vælger du en EUD, kan du derfor se frem til en uddannelse, der både foregår på skolen og ude i praksis. På Social- og Sundhedsskolen Fyn kan du vælge social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent og pædagogisk assistent som EUD.

EUX
EUX dækker over erhvervsfaglige studentereksamener. Imens EU står erhvervsuddannelse, står X’et for studentereksamen. Det kender du måske fra andre gymnasieuddannelser som STX eller HHX. Unikt for EUX’en er til gengæld, at du tager to uddannelser i én. Du får nemlig både en erhvervsuddannelse og en studentereksamen. Du kan vælge pædagogisk assistent eller social- og sundhedsassistent som EUX på vores skole. Det kalder vi EUX Velfærd hos os.

SOSU
Du er sikkert stødt på SOSU-forkortelsen før, men vidste du, at det er en fællesbetegnelse for to uddannelser? SOSU er nemlig en sammentrækning af social- og sundhed og kan både referere til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Og forskellen er ikke uvæsentlig. Som SOSU-hjælper uddanner du dig især til den nære pleje og omsorg i borgerens eget hjem. Som assistent har du omvendt ansvar for mere ”tekniske” aspekter som medicinering, tværfaglig koordinering og dokumentation i forbindelse med behandling og rehabilitering af borgere. 

GF
GF har hverken noget med hus- eller indboforsikring at gøre i den her sammenhæng. Det står i stedet for grundforløb og dem findes der to af på erhvervsuddannelserne. Når du kommer direkte fra folkeskolen, starter du på grundforløb 1 sammen med en masse andre unge, der også drømmer om at gøre en forskel i andre menneskers liv. Det varer 20 uger, inden uddannelsesrejsen fortsætter på grundforløb 2 og bliver målrettet mere specifikt den uddannelse, man har valgt som SOSU-hjælper, -assistent eller pædagogisk assistent. Grundforløb 1 giver i øvrigt adgang til alle erhvervsuddannelser.

A, B, C, D, E, F …
Er din teenager også brudt ud i alfabetsangen, når snakken er faldet på niveauforskelle på ungdomsuddannelserne? Næppe, men derfor kan det stadig være meget rart som forældre at vide, at alfabetet bliver brugt til at beskrive fagniveau på ungdomsuddannelserne. På vores EUX-uddannelse har du fag på A- til C-niveau og på EUD-uddannelserne går fagniveauet op til C. Til sammenligning er niveauet i folkeskolen G.

AU, PBA og KA
Akademiuddannelse, professionsbachelor og kandidat står de her tre forkortelser for i nævnt rækkefølge – og selvom der er lidt tid til, at den står på videregående uddannelser, er det måske rart at vide, at et uddannelsesvalg er et springbræt og ikke en endestation. Afhængigt af tilvalg og fravalg åbner vores uddannelser op for alle tre veje. Men hvilken vej der er den rigtige for dit barn, kommer helt an på deres drømme og ambitioner. Derfor får du også fem gode råd til, hvordan du snakker med dit barn om fremtidsdrømme og valg af ungdomsuddannelse her.

Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • PersondatapolitikTilgængelighedseklæringWhistleblowerordning

Søg
Skip to content