Til dig, der skal være censor på en af vores uddannelser - eller ønsker at blive det.
Skolens Censorkorps består dels af en lang række kolleger fra andre SOSU-skoler og dels af en stor gruppe af frivillige censorer, der efter eget initiativ og ansøgning har meldt sig. Mange af disse censorer kommer fra oplæringsområdet for vores uddannelser og fra andre samarbejdende uddannelsesinstitutioner.
Hvordan kan man blive censor?
Hvis du ønsker at ansøge om optagelse i skolens censorkorps, skal du udfylde formularen via dette link https://sosufyn.dk/bliv-censor/.
For at blive censor skal du have en relevant erhvervsuddannelse eller anden sundhedsfaglig/pædagogisk uddannelse, der giver dig de faglige kompetencer til at bedømme vores elevers eksamenspræstation.
Det er derfor nødvendigt, at censor stiller en række oplysninger om egne kvalifikationer, uddannelse m.v. til rådighed for skolen, samt at ansøgningen behandles mhp. individuel godkendelse, før man kan virke som censor.
Nedenstående bestemmelser og bekendtgørelser skal du sætte dig ind i som censor. Informationerne på denne side er derfor mest relevante når du er godkendt som censor ved skolen og skal til at udføre en censor-opgave.
Censorbrev (aftalebrev)
Den indledende aftale om censorjobbet finder typisk sted via mail eller telefon. Dette foregår altid fra den konkrete afdeling af skolen, som du skal censorere ved. Når aftalen er på plads vil du i god tid inden prøven modtage et censorbrev, som bekræfter aftalen og giver dig nogle supplerende praktiske informationer.
Prøvevejledninger
For hver eneste prøve på hver uddannelse er der beskrevet en prøvevejledning. Det er dén eleverne vejledes på baggrund af til prøven og som danner den praktiske ramme omkring selve prøven. Det er vigtigt, at du kender vejledningen til den prøve du skal være censor ved.
Karakterskala
Alle prøver bedømmes ud fra den gældende karakterskala.
Litteraturliste
Hvert elev-optag får udleveret en litteraturliste, som angiver hovedstammen af den litteratur, som de skal kende og gå til prøve på baggrund af. De kan findes under Materiale.
Prøvens afvikling
For alle prøver udarbejdes en prøveplan, som er en oversigt og tidsplan for rækkefølgen i prøveforløbet. Det vil fremgå heraf, hvis enkelte elever er tildelt ekstra tid til eksaminationen pga. særlige behov. Prøveplanen vedlægges censorbrevet eller tilsendes efterfølgende.
Den første prøvedag starter altid med et kort møde med eksaminator, hvor I over en kop kaffe kan hilse på hinanden og kort drøfte dagens forløb.
Derefter gennemføres alle prøverne efter prøveplanen. Der er indlagt pauser både formiddag og eftermiddag.
Noter fra prøven
Undervejs i prøveforløbet skal du som censor tage notater som støtte for din bedømmelse af de enkelte elever. Prøvebekendtgørelsen siger, at du er forpligtet til at gemme disse noter i minimum 1 år, til brug ved en evt. ankesag rejst af en utilfreds elev.
Honorar, forplejning m.v.
Du vil altid få den fornødne forplejning på skolen i forbindelse med din censorvirksomhed. Desuden vil du få udbetalt et honorar for din indsats, som følger Finansministariets cirkulære (nuv. sats er 282,41 kr./censortime + feriepenge). Der udbetales altid for mindst 2 timer. Du vil desuden få refunderet dine kørselsudgifter efter statens regler.
Udbetaling af honorar sker ved en måneds udløb, men kan godt være næsten 1½ måned undervejs, da optjeningsperioden løber fra midt i den ene måned til midt i den næste.
Prøvebekendtgørelsen (bekendtgørelse om prøver og eksamener ved erhvervsrettede uddannelser)
Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse
Prøvevejledninger for de enkelte uddannelser og de enkelte prøver
Litteraturlister for de enkelte optag og uddannelser
Finansministeriets cirkulære om vederlag af censorer
Her kan du hente en brugerguide til det digitale blanketsystem
Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • Persondatapolitik • Tilgængelighedseklæring • Whistleblowerordning