Forside / Nyheder / Pressemeddelelse / Ny direktør på Social- og Sundhedsskolen FYN
26.11.2018

Ny direktør på Social- og Sundhedsskolen FYN

Bestyrelsen på Social- og Sundhedsskolen FYN har ansat Gunna Funder Hansen som ny direktør.
Gunna Funder Hansen tiltræder som direktør pr. 1. januar 2019.

Dermed kommer Gunna Funder Hansen til at stå i spidsen for en uddannelsesinstitution med 175 medarbejdere fordelt på fem lokationer i henholdsvis Odense, Svendborg og Middelfart, som huser uddannelserne til SOSU-hjælper, SOSU-assistent, pædagogisk assistent samt en blomstrende kursusvirksomhed.

Gunna Funder Hansen er 46 år, uddannet cand.negot. i arabisk og har en master i Offentlig ledelse fra Syddansk Universitet. Hun kommer fra en lederstilling på HF & VUC Fyn. Her har hun i ni år været forstander først for afdelingen Svendborg Langeland og i de seneste tre år for afdelingen i Odense. Derudover har Gunna Funder Hansen stået bag adskillige publikationer og foredrag inden for læring, undervisning og pædagogik. Privat er Gunna Funder Hansen gift, har tre børn og bor i Odense.

Den nyansatte direktør blev tilbudt stillingen af en enig bestyrelse, der ser frem til samarbejdet:
”Jeg ser i høj grad frem til et samarbejde, som kommer til at skabe værdi for Social- og Sundhedsskolen FYN, elever og medarbejdere. Vi får en særdeles kompetent og visionær direktør i front, som kan skabe resultater, styrke og udvikle skolens mange aktiviteter”, siger bestyrelsesformand John Arly Henriksen.

Vi skal styrke vores image og position

Gunna Funder Hansen ser frem til at stå i spidsen for en organisation, som hun allerede kender som en solid spiller på det fynske uddannelsesområde:
”Jeg ser et stort potentiale i SOSU-uddannelserne som en samfundsmæssig nødvendighed, der alt for længe har indtaget en alt for ydmyg rolle blandt de øvrige ungdomsuddannelser. Derfor vil jeg som direktør arbejde på at styrke Social- og Sundhedsskolen FYNs image og position på et uddannelsesmarked, der er præget af opbrud, øget konkurrence og stærk politisk bevågenhed”.

Farvel til Mogens Kragh Andersen

Ansættelsen af Gunna Funder Hansen betyder et farvel til skolens nuværende direktør Mogens Kragh Andersen, som efter 17 år i spidsen for Social- og Sundhedsskolen FYN har valgt at gå på pension.

”På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Mogens Kragh Andersen for hans store indsats for Social- og Sundhedsskolen FYN gennem de sidste 17 år. Sammen med skolens bestyrelse og medarbejdere har Mogens Kragh Andersen formet Social- og Sundhedsskolen FYN til en moderne uddannelsesorganisation med faglig tyngde, der er godt rustet til fremtidens udfordringer”, siger John Arly Henriksen.

Kontakt for yderligere information

Bestyrelsesformand John Arly Henriksen: Tlf. 29 40 22 06, john.arly.henriksen@svendborg.dk
Gunna Funder Hansen: 24 98 45 60, gfh@vucfyn.dk

Copyright © 2024 Social og Sundhedsskolen Fyn. All Rights Reserved • PersondatapolitikTilgængelighedseklæringWhistleblowerordning

Søg
Skip to content