Lørdag den 1. februar slog Social- og Sundhedsskolen Fyn for første gang dørene op til ÅBENT HUS på den nye skole på Blangstedgårdsvej. Her kunne både de helt unge og voksne udforske skolen og blive klogere på de mange spændende muligheder, skolens uddannelser giver.

Tidligere har Social- og Sundhedsskolen Fyn holdt ÅBENT HUS i efteråret efter en mere traditionel opskrift. I år har eleverne dog fat i tøjlerne og været primus motor på både planlægning og udførelse af dagens arrangementer.

Hvis nogen ved, hvad man har lyst til at se og høre, når man skal vælge uddannelse, så er det jo vores egne elever. De ved, hvad der fungerer, og de kan nok bedre huske end os andre, hvad der gjorde udslaget i valgprocessen. Så vi har haft et meget mere dynamisk og kreativt ÅBENT HUS-arrangement, end vi tidligere har haft – og det har været en succes“, fortæller Anette Sørensen, som er rekrutteringskoordinator på Social- og Sundhedsskolen Fyn.

 

Elever fra skolens grundforløb 2 på pædagogisk assistentuddannelsen var bogstavelig talt i front for dagen. De bød de besøgende velkommen, arrangerede guidede ture på skolen og havde forberedt quizzer, demonstrationer af teknologier og meget mere. Skolens uddannelsesvejledere var også til stede for at besvare spørgsmål fra kommende elever, der ville vide mere om uddannelserne.

Det har været rigtig spændende at være her i dag. Der har været rigtig meget se og mange at tale med. Jeg kom oprindeligt for at finde ud af mere om EUX Velfærd, men nu tror jeg, jeg vil tage SOSU-assistentuddannelsen som erhvervsuddannelse i stedet, fordi den også kan give adgang til fysioterapeutuddannelsen. Jeg snakkede med elever, der selv gik på både EUX og EUD, og det hjalp rigtig meget“, fortæller Laura Knoth på 16 år.

 

I alt vurderer Social- og Sundhedsskolen Fyn, at over 300 mennesker besøgte skolen, og de brugte længere tid på skolen, end tidligere set til ÅBENT HUS-arrangementerne.

Vi har haft et større fokus på, at vores ÅBENT HUS skal appellere til hele familien. Bl.a. fordi vi ved, at mor og far jo også godt kan blive inspireret til at tage en af vores uddannelser. Så vi har serveret frokost, haft leg for de mindste og sørget for at vores formidling matcher både forældrene og de unges behov“, fortæller Anette Sørensen.

Jeg har fundet ud af rigtig meget, jeg slet ikke vidste om SOSU-skolen. Jeg synes, det er spændende, at undervisningen er så praktisk, og man bruger hænderne så meget. Og så synes jeg, det var rigtig sjovt at se, hvordan teknologierne bliver brugt af eleverne“, fortæller 16årige Christina Søgård Holbæk.

NYHEDSBREV