Social- og Sundhedsskolen Fyn får grundforløb på Nyborg Gymnasium

Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding

Fra august 2018 bliver der kortere til skole for de østfynske unge, der ønsker at uddanne sig inden for sundhed, omsorg og pædagogik. Social- og Sundhedsskolen Fyn etablerer et grundforløb 1 på Nyborg Gymnasium, hvilket forhåbentlig får flere unge til at overveje en fremtid som social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper eller pædagogisk assistent.

“Vi ser rigtig store muligheder i samarbejdet med Nyborg Gymnasium om grundforløb 1. Vi håber på, at grundforløbet vil vække de unges interesse for social- og sundhedsfagene og give dem lyst til at fortsætte på vores uddannelser”, siger direktør for Social- og Sundhedsskolen Fyn Mogens Kragh Andersen.

Grundforløb tættere på østfynske unge

Unge i Nyborg Kommune har tidligere haft langt til skole, hvis de drømte om en uddannelse på Social- og Sundhedsskolen Fyn. Det har derfor været en udfordring at tiltrække elever fra disse egne, og det håber Mogens Kragh Andersen bliver lavet om med det nye grundforløb på Nyborg Gymnasium:

“Vi ved, at de unge vælger uddannelser, hvor transporten er overkommelig. Derfor giver det rigtig god mening at bringe vores grundforløb tættere på de østfynske unge. Her bliver de en del af et fagligt og socialt fællesskab på tværs af uddannelsesskel, og det tror jeg, vil have en rigtig god effekt på tilstrømningen til vores grundforløb 2 og hovedforløb”, fortæller Mogens Kragh Andersen.

Nye nåle i uddannelseskortet

På Nyborg Gymnasium er rektor Henrik Vestergaard Stokholm ikke mindre begejstret ved tanken om et SOSU-grundforløb som en del af gymnasiets brede tilbud til områdets unge:

”Det nye tilbud cementerer kun vores vision om, at vi sammen med gode samarbejdspartnere kan sætte nogle nye nåle i det østfynske uddannelseskort, der indtil nu har manglet. Vi har tidligere, i et samarbejde med Svendborg Erhvervsskole, etableret grundforløb på nogle tekniske erhvervsuddannelser her på gymnasiet. Nu gør vi det samme med dette grundforløb 1 i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen Fyn. Det peger fremad mod en god uddannelse som social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper eller pædagogisk assistent”, siger rektor Henrik Vestergaard Stokholm, og fortsætter:

”Nyborg Gymnasium er i dag ramme om et attraktivt unge- og uddannelsesmiljø, hvor unge på Østfyn kan vælge ret bredt, når det gælder ungdoms- og erhvervsuddannelser. Med syv uddannelser under samme tag kan vi give dem en god start på et uddannelsesforløb, der både styrker de unge selv og hele Østfyn, fordi vi fastholder unge, uddannelser og arbejdskraft i området”.

Kontakt

Mogens Kragh Andersen, direktør, Social- og Sundhedsskolen Fyn, mobil: 61 67 66 85

Henrik Vestergaard Stokholm, rektor, Nyborg Gymnasium, mobil: 29737472

Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding