BLIV FAGLÆRT OG STUDENT

En uddannelse for dig, der vil lægge ekstra vægt på den teoretiske del af din uddannelse – uden at glemme praksis. Dermed kombinerer du din erhvervsuddannelse med en gymnasial studentereksamen.

Det betyder, at du får et uddannelsesforløb med en spændende og afvekslende hverdag, der veksler mellem teori, praksis og gymnasiale fag. Afhængigt af hvad du interesserer dig for, kan du søge ind på enten EUX Velfærd kombineret med SOSU-assistent eller EUX Velfærd kombineret med pædagogisk assistent.

Læs mere om vores forskellige EUX uddannelser:

EUX + pædagogisk assistent eller EUX + social og sundhedsassistent

Når du er færdig med din EUX, kan du med din erhvervsuddannelse gå direkte i job, eller du kan bruge din studentereksamen til at læse videre på videregående uddannelser. Du får nemlig en gymnasial eksamen på samme niveau, som du kunne få på et almindeligt gymnasium.

Det betyder, at du med de rigtige kombinationer af valgfag kan læse videre på universitetet og fx kan læse til læge, psykolog, jurist eller jordemoder. Det er ren win-win.

GYMNASIAL UDDANNELSE MED MENNESKET I CENTRUM

Hvordan kommer jeg ind på EUX Velfærd?

Alle vores uddannelser starter med et grundforløb. Du har kun adgang til EUX Velfærd, hvis du er blevet færdig med 9. eller 10.klasse inden for de seneste 14 måneder. På grundforløbet klæder vi dig på til en karriere med mennesket i centrum. Det er også her, hvor du møder dine kommende klassekammerater og får mulighed for at opbygge venskaber på tværs af vores forskellige uddannelser.

Du kan læse mere om adgangsgangskravene her:

EUX + pædagogisk assistent eller EUX + social og sundhedsassistent

 

Hvornår kan jeg starte på EUX?

Når du vælger EUX Velfærd, skal du søge ind på grundforløb 1. Vi har kun et enkelt optag om året på grundforløb 1 rettet mod EUX Velfærd.

HVOR: Odense, Middelfart, Svendborg

DATO FOR OPSTART:  5. august 2021.

HVORDAN ER UNDERVISNING OG FAG PÅ EUX?

EUX Velfærd er en ungdomsuddannelse, som både består af skole og praktik – og det er uanset om du vælger SOSU eller pædagogisk assistent.

På Social- og Sundhedsskolen Fyn går vi op i, at vores undervisning er praksisnær, og at du har en klar forståelse for, hvordan du kan bruge det, du lærer på skolen ude i virkeligheden. Vi bruger sjældent almindelig tavleundervisning. Du vil i stedet arbejde gruppe- og projektorienteret, hvor du sammen med dine holdkammerater laver produkter eller projekter, hvor du viser, hvad du har lært. Velfærdsteknologi fylder meget i undervisningen, og du bliver rutineret i brugen af virtual reality, robotter og forskellige højteknologiske redskaber, som sikrer at du er helt med ift. nye veje indenfor sundhed og omsorg.

Når du er på skolen har du både erhvervsfaglige fag og gymnasiale fag. De gymnasiale fag bliver undervist på samme niveau som på ethvert andet gymnasium, men vi har stadig fokus på, at der skal være en sammenhæng mellem teori og praksis. Kemi kan fx tage udgangspunkt i medicin, biologi kan tage udgangspunkt i kroppens anatomi osv. På den måde får du en fagligt relevant og givende uddannelse, som giver mening når du skal bruge din viden i praktikken eller når du kommer ud på arbejdsmarkedet.

HVOR TIT SKAL JEG I PRAKTIK?

En stor del af din EUX-uddannelse foregår i praktik, hvor du får lov til at afprøve al din viden ude i den virkelighed, du uddanner dig til at arbejde i. Praktikken begynder på hovedforløbet, hvor du bliver ansat som elev i en kommune. Du kan læse mere om ansøgning af elevplads på de enkelte kommuners hjemmesider.

Husk at du får elevløn på dit hovedforløb – både når du er ude i praktik og tilbage på skolen.

HVORDAN BLIVER JEG LØNNET I LØBET AF MIN UDDANNELSE?

På grundforløbene har du mulighed for at få SU, hvis du er over 18 år. Det præcise beløb afhænger af din alder, og om du bor ude eller hjemme hos dine forældre. Du kan læse mere om vilkår for SU her.

På hovedforløbet får du elevløn uanset din alder. Det præcise beløb afhænger af, hvilken kommune du er ansat i. Du kan se satserne for elevløn her.

HVAD KAN JEG BLIVE?

Med en EUX Velfærd får du både en erhvervsuddannelse, som giver adgang til et arbejdsmarked med stærke jobmuligheder indenfor sundhed og omsorg, og en studentereksamen svarende til en HF, der giver adgang til en bred vifte af videreuddannelser.

Med en EUX Velfærd kan du bl.a. søge ind på uddannelserne til sygeplejerske, ergoterapeut eller bioanalytiker – på kvote 1.

Du kan søge ind på universitetsuddannelser, som din EUX Velfærd giver adgang til. Det kan bl.a. være psykologi eller jura. Du skal være opmærksom på, at antallet af uddannelser, du kan komme ind på afhænger af, hvilke valgfag og faglige niveauer, du vælger undervejs på EUX Velfærd.

Du kan se de uddannelser her, som du har adgang til med EUX social- og sundhedsassistent  eller EUX pædagogisk assistent

Som elev på EUX Velfærd skal du være indstillet på at arbejde lidt ekstra for din uddannelse. Den tager nemlig lidt længere tid end en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.

Til gengæld får du et eksamensbevis, som åbner dørene til endnu flere spændende fremtidsmuligheder. Du får også elevløn under størstedelen af din uddannelse, og beløbet er det samme, lige meget om du bor ude eller hjemme.

Uanset om du vælger EUX Velfærd kombineret med SOSU-assistent eller pædagogisk assistent, viser du med din EUX, at du er ambitiøs og fagligt dygtig.

NYHEDSBREV

FIND
HVAD
DU
LEDER
EFTER

Search
Generic filters
Exact matches only
Filter by Custom Post Type