Social- og Sundhedsskolen Fyn med i Garantiskolen

Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding

De fynske unge får i fremtiden endnu bedre muligheder for at gennemføre ungdomsuddannelse.

En række uddannelsesinstitutioner giver med et nyt samarbejde de unge en garanti for, at de kan få en uddannelse – såfremt de unge gør deres bedste og er åbne for nye muligheder.

Social- og Sundhedsskolen Fyn er naturligvis med i samarbejdet.

Samarbejdet kaldes Garantiskolen – og det handler om tidlig indsats over for de unge.

Erfaringerne viser nemlig, at arbejdet bliver sværere, hvis først den unge er droppet ud af skolen og ligger hjemme på sofaen.

Derfor vil frafaldstruede unge opleve, at et farvel til uddannelsen ikke længere er en mulighed.

Det centrale omdrejningspunkt for arbejdet er vejlederne på skolerne og i uddannelsesvejledningen i et tæt samspil med bl.a. socialfaglige medarbejdere, mentorer og psykologer på skolerne.

De senere års uddannelsesreformer stiller nye krav vejledere – og ikke mindst de unge. Uddannelsesreformerne stiller krav til de unge om højere faglighed og begrænsede antal forsøg på uddannelsesstart.

Dette betyder, at vejlederne i højere grad skal have øjnene fast rettet på de unge og være klar til at sætte ind med hjælp langt tidligere i forløbet. Hvis en elev har fortrudt sit valg af uddannelse, skal vejlederne stå parat med støtte i valget af en ny uddannelse. Har den unge svært ved det med uddannelse, sætter vejlederne ind med hjælp til at gøre den unge uddannelsesparat.

Alt dette vil fremadrettet ske i et endnu tættere samarbejde mellem kommunerne og uddannelsesinstitutionerne med en klar ambition om, at ingen unge skal ende på kanten af uddannelse.

Social- og Sundhedsskolen Fyn er derfor medunderskriver på aftalen om Garantiskolen. En aftale som blev underskrevet den 18. sep. 2017.

Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding