Sådan lærer vi på SOSU Fyn

Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding

På Social- og Sundhedsskolen Fyn udbyder vi uddannelser med en høj faglighed.

Som elev får du adgang til den nyeste viden på dit fagområde, så du kan klæde dig på til den virkelighed, du møder ude på arbejdsmarkedet.

Men høj faglighed er mange ting, og på Social- og Sundhedsskolen Fyn lærer vi ikke kun med hovedet – vi lærer med hele kroppen. Vi tror på, at vi alle lærer forskelligt, og hvor nogle lærer bedst ved at læse en bog , er der andre, som skal have tingene i hænderne, før det sidder fast. Derfor har vi fokus på, at vi bruger vores kroppe aktivt i læringsprocessen gennem fx rollespil eller Virtual Reality-udstyr.

Det faglige miljø

Alle uddannelser på Social- og Sundhedsskolen Fyn er vekseluddannelser. Det vil sige, at en stor del af din uddannelse foregår ude i praktik, hvor du bruger de ting, du har lært på skolebænken.

Vi taler nemlig ikke kun om praksis – vi arbejder med praksis.

Velfærdsteknologi

Velfærdsteknologi udgør en stadigt voksende del af sundheds- og omsorgsarbejdet. På Social- og Sundhedsskolen Fyn har vi stort fokus på at forberede dig på den teknologiske virkelighed, du vil møde på arbejdsmarkedet, og hvordan du får brugt teknologien til borgernes bedste.

Social- og Sundhedsskolen Fyn er en del af Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark, hvor vi har speciale i innovativ læring. Her arbejder vi med, hvordan elevers læring kan forbedres vha. teknologiske løsninger, som fx Virtual Reality, robotter og andre digitale hjælpemidler og teknologier.

Bliv den bedste udgave af dig selv

På Social- og Sundhedsskolen Fyn har underviserne ikke kun fokus på din faglige udvikling. Når du skal arbejde med mennesker, er du dit eget vigtigste arbejdsredskab. Derfor arbejder vi målrettet med, hvordan du bruger dine personlige kompetencer i dit arbejde, og hvordan du bliver den bedste udgave af dig selv.

På alle uddannelser arbejder vi derfor med “det vitaliserende læringsmiljø”, som er udviklet af psykologiprofessor Jan Tønnesvang. Det vitaliserende læringsmiljø tager udgangspunkt i det hele menneske og arbejder med at styrke de fire kernekompetencer; faglige kompetencer, sociale kompetencer, følelsesmæssige kompetencer og refleksionskompetencer.

Det kan lyde lidt langhåret, men det handler om at styrke og støtte dig i din personlige og faglige udvikling gennem hele dit uddannelsesforløb, så du får værktøjer til at varetage den professionelle rolle, du har i praktikken og på arbejdsmarkedet.