National huskedag: Vi husker dem, der glemmer

Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding

Arrangementet finder sted i forhallen på Svendborg Sygehus lørdag den 22. september mellem klokken 11.00 og klokken 14.00. Det er gratis at deltage og det kræver ingen tilmelding.

40-45 mennesker rammes hver dag af demens i Danmark. Og næsten 500.000 danskeres hverdag er berørt af demens – enten fordi de selv har en demenssygdom, eller fordi de er nære pårørende, venner eller kollegaer til en person med demens.

Derfor sætter Svendborg Sygehus, Alzheimerforeningen, University College Lillebælt samt Svendborg og Faaborg-Midtfyn Kommune fokus på demens 22. september. Det sker for at markere den nationale Huskedag – dagen hvor vi husker dem der glemmer. På dagen arrangerer Alzheimerforeningen en landsdækkende indsamling, hvor pengene går til at forbedre vilkårene for mennesker med demens og deres pårørende.

Formanden for netop Alzheimerforeningen, Birgitte Vølund, åbner også Huskedagen på Svendborg Sygehus. Herefter kan man få den nyeste viden om sygdommen, og hvordan den diagnosticeres, ligesom man kan høre mere om Svendborg Sygehus’ omstilling til demensvenligt sygehus samt kommuners, uddannelsesinstitutioners og virksomheders tilbud på området.

Fysisk træning er godt for alle, men for mennesker med demens er det særligt vigtigt at være i god fysisk og mental form. Derfor kan man også få testet sin balance, muskelstyrke og løse opgaver. Man kan også høre om forskellige idrætsaktiviteter, som er tilpasset mennesker med demens. 

Der vil dog dagen igennem være mulighed for at købe ”huskekager,” hvor en del af overskuddet doneres til landsindsamlingen.

Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding